mandag den 26. maj 2014

Mit ambivalente forhold til rhododendron

Rhododendron er gode i buketter. Her sammen med spirea.

Vores lyserøde rhododendron synger på sidste vers. Den har været overdådig i år og jeg har nydt den. Men nok mest fordi jeg har fået den af en meget kær veninde. For i virkeligheden har jeg et lidt ambivalent forhold til rhododendron. På den ene side har dens blomster en elegance som jeg sætter pris på. På den anden side er blomsterne meget dominerende og anmassende. Selve busken er en dejlig stedsegrøn busk, som jeg nyder at have. Men også den kan tage meget opmærksomhed, når den vokser sig stor og mægtig.



I princippet er rhododendron en nem plante. Hvis du altså planter den i et surbundsbed, gøder og vander. Den opmærksomme læser vil hurtigt se, at jeg skal ud og købe gødning. Buskens blade er meget lysegrønne med et gult skær og hænger lidt med ørerne. Egentlig skulle jeg have gødet den allerede i april, men hellere sent end aldrig. Dog ikke senere end august. Rhododendron kræver også meget vand. Med de temperaturer vi har nu er der ikke andet at gøre end vande. For lige meget hvor ambivalent et forhold jeg har til rhododendron, så vil jeg selvfølgelig gerne bevare vores. Og, til næste år vil jeg bruge den meget mere i buketter. En buket med enkelte rhododendronblomster fremhæver blomsternes elegance og deres overdådighed bliver et plus. 

Hvordan har du det med rhododendron?

6 kommentarer:

  1. Jeg har haft en buket stående i over en uge - og de har stået så smukt! Men havde jeg en have er jeg ikke sikker på at jeg ville have en busk.

    SvarSlet
    Svar
    1. Rhododendron er suveræne til buketter, så måske skal man bare tiltuske sig en buket hos en som har en busk :-)

      Slet
  2. Jeg har det lidt omvendt, kan bedre og bedre lide dem..

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, man kan altid ændre holdning og det er jo ikke så dårligt.

      Slet
  3. Ja ingen kan jo være i tvivl om, at jeg kan lide dem. Jeg har flere vaser fyldt nu, for der var nogen, som trængte til at blive beskåret.
    Jeg gøder mine tre gange, sidste gang i juni.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg tænkte faktisk på dig, Lisbeth, da jeg skrev indlægget. Jeg ved jo, at du har mange rhododendron.
      Tak for tippet om gødning. Det tager jeg til mig.

      Slet

Det glæder mig meget, at du har lyst til at lægge en kommentar. Tak for det :-)