mandag den 23. september 2013

På vej mod et blåt, lilla og orange staudebed


September er plantetid, men som så meget havearbejde i år er også det forsinket. Vi turde ihvertfald ikke plante så længe, det var så tørt. Men her i weekenden røg der endnu en bid af græsplænen, som skal plantes til. På vent står også en blåregn og et par clematis, som skal vokse op ad henholdsvis skuret og vores nye rådyrhegn.
Køkkenhaven er flyttet - på papiret - og hegnet ind. Det giver endnu et bed, når vi kommer så langt som til også at flytte den fysisk. Nemlig der, hvor der nu er køkkenhave. Vilde planer. Det kender I sikkert godt. Min drøm er et sort hegn og en terrasse. Op ad det sorte hegn vil jeg have et blåt, lilla og orange staudebed.
Hele vinteren har jeg til at lege og drømme, men her er hvad jeg foreløbig er kommet frem til. Ud fra det vi allerede har. Høje mørkeblå tidselkugler, lilla tidsel, brændt orange daglilje og orange montbretia i bunden. Det er muligt, at der skal findes en juni makker eller to til de lilla tidsler og måske en blå eller lilla mere, som kan følge montbretia til døren. Nogen forslag? Foreløbig bliver de stående i staudebedet, mens jeg drømmer videre.

OPDATERING
Tusind tak for alle de gode forslag. De - og lidt til - er nu samlet i en mappe på Pinterest. Mon ikke den bliver opdateret med jævne mellemrum. For jeg er da slet ikke færdig med at lege med orange og blå. Til gengæld er det muligt, at den lilla er dømt ude af dette bed, hvilket blev klart efter at have oprettet mappen og set farverne sammen.

9 kommentarer:

  1. Jow-jow... planer kender vi alt til!! Også jeg er ved at flytte mine orange planter til et nyt bed, hvor de forhåbentlig vil fungerer bedre. Det er også monbretia og tidselkugle og så kommer et par orange liljer og en solbrud også med. Derudover skal der være plads til de skønne orange zinnia, som har været overdådige i år. Hvis du vil have frø, siger du bare til...

    SvarSlet
  2. Ja da ! Selvfølgeligt kan vi stå dig bi med forslag.
    Hvad med den mørke bjergknopurt - eller den blå. Hvis da ikke iris af den blå eller gule slags? Eller hvad med orange eller gule dagliljer? Og så er der jo også et væld af smukke prydgræsser ;-)

    SvarSlet
  3. Jeg suger til mig, for jeg er selv i gang med at lave et orange bed. Dejligt med inspiration og der er flere der byder ind med gode ideer kan jeg se!

    SvarSlet
  4. Det er et meget inspirerende bed du er ved at anlægge. De nye tendenser går bestemt også i den retning: farver over hele linien og ikke mere tone-i-tone. Tiderne og moden skifter og det er jo dejligt.
    Bliver spændende at se det færdige resultat.

    SvarSlet
  5. Utroligt så velorganiseret du er i din planlægning. Jeg går mere efter bestemte planter, som jeg ikke kan leve foruden, er nok mere plante- end havemenneske.

    SvarSlet
  6. Super skønt og meget stærkt med de farver...sikke dejlige drømme og planer! Elsker at sidde og få tingene til at gå op - opleve nye muligheder, mærke kreativiteten bruse...og så overtale resten af husstanden til at endnu et projekt skal fyres af.
    Synes der er så meget energi og power i dine bedplaner - glæder mig til at se dem folde sig ud:0)

    Skøn dag fra Katinka

    SvarSlet
  7. Inspirerende å høre om planene dine. Jeg prøvde meg på et flammebed i år, noen justeringer kommer til å skje før neste år. Lilla i kombinasjon kan løfte det gyldne litt.

    SvarSlet
  8. hej birgitte - det ser godt nok lækkert ud. dejlige dejlige farver.
    hvad med at tilføje en orange solbrud til sensommerens farver... uhm. de er altså ret skønne.
    se lige her: http://www.havefolket.com/2013/09/da-linierne-forsvandt.html.
    den have tog virkelig kegler hos mig og leger lidt med de samme farver som du er i gang med her.

    har du overvejet en hjortetrøst - eller er den for lilla? til sensommeren har jeg en smuk blå floks... den hedder... tænke tænke ... lede på min blog..... blue paradise :-).
    slå den evt. lige op. den har en blå farve i tone som din blå tidselkugle. skønnoo!

    SvarSlet
  9. Tusind tak for alle gode forslag og kommentarer. Overvældende og selvfølgelig nu samlet i en mappe på Pinterest: http://www.pinterest.com/birgittesp/orange-and-blue-flower-bed/. Der kommer sikkert mere til, så kig i mappen af og til, hvis du også søger inspiration.

    SvarSlet

Det glæder mig meget, at du har lyst til at lægge en kommentar. Tak for det :-)