tirsdag den 11. oktober 2011

Sådan beskytter vi planterne mod rådyrene

Det er næppe nogen hemmelighed, at vi har mange rådyr og at de ikke helt kender princippet med at dele.
Vi arbejder derfor konstant på at finde holdbare løsninger, så vi kan have planterne i fred. Meget er på forsøgsbasis, men her er nogle af de ting vi gør.


Indhegning er det nemmeste, når der er mange planter, men ikke altid det kønneste. I salatbedet forener vi dog i øjeblikket beskyttelsen af planterne med ønsket om at have salat langt ind i efteråret.
Poppelgrene er nemme at forme og danner derfor skelettet. Henover har jeg lagt fiberdug og hvem ved måske kommer der senere plastik for at danne den positive drivhuseffekt.

I år overlevede én hindbærplante rådyrenes beskæring. Det var selvfølgelig dejligt at smage bare lidt hindbær og vi satte stor pris på dem, men det kunne nu i al beskedenhed være dejligt med lidt flere til næste år. Samtidig forærede mine forældre os i sidste uge nogle stiklinger af deres efterårshindbær.


Gamle såvel som nye planter er nu beskyttet af et insektnet hele bedet rundt. For at forhindre, at rådyrene springer ind i bedet har jeg hængt vimpler på tværs. Til sommer er de med til at lave så meget "larm", at fuglene holder sig fra bærrene. Det ligner mest af alt et partytelt, men æstetikken må lige nu vige for det praktiske. Jeg går med nogle lumske planer om at lave rammer til insektnettet, men jeg har ganske enkelt ikke tid og håber nettet holder til efterårsstormene.

Vores have er så stor, at den sagtens kan bære, at vi hegner frugttræerne ind med et højt stakit. Forsøgsvis har jeg gjort det omkring et og det skal nu bare males, så tror jeg sågar, at æstetikken holder.



I andre frugttræer og buske hænger der sæbe. Det har vist sig at være ganske effektivt, men det forudsætter, at sæben er meget parfumeret. Jeg bruger de store runde fra Helsam, som også mange helsekostforretninger har. Det er bare at stikke næsen ned i sæbekassen og dufte sig frem.

Jeg har også et forsøg i gang med gamle lampeskærme over små buske, men det er svært at finde skærme der er store nok. Georg Gearløs skal derfor i gang med at løse den udfordring.

Det nemmeste ville selvfølgelig være kun at have det rådyrene helt sikkert ikke spiser, men de skal nu en gang ikke bestemme over min have. Jeg giver gerne afkald på roser og tulipaner, men derudover så vælger jeg - også at beskytte planterne.

5 kommentarer:

  1. Virkelig gode råd, og så ser det jo knaldgodt ud :-)

    SvarSlet
  2. ........der er nu noger æstetisk over din lille forsøgsstation søde.

    Der er ikke mange planter der er så heldige at have festlige flag vejrende over sig......du formår at gøre et noget træls problem til noget smukt ;0)Krydser fingre for at det virker

    Knus Dorthe

    SvarSlet
  3. He he......igår Pippi Strømper til løgene og nu party-telt til køkkenhaven, du er jo en sand festabe ;o)
    Synes nu alligevel også at æstetikken holder - og hvis det virker er det jo bare top dollar :o)

    SvarSlet
  4. Festligt med vimplen. Det gælder nok om at være kreativ når rådyrene er sultne. Men pænt ser det hele da ud. Godt fundet på med sæben iøvrigt!
    God tur ud og samle kogler og lækre sager.

    Elsker stadig Pinterest - by the way
    Har prøvet at vise det til nogle veninder, de synes dog at jeg er lidt en geek ;)

    Knus Eva

    SvarSlet
  5. Dejlig side :-) - vil høre om du har nogle erfaringer med fiberdug som antifrost mod planter i potter. Hvis ja, også om du ved hvor det kan købes.
    Jeg har boet mange år i Frankrig og der kunne man i et hvert plantecenter købe tynde fiberduge helt ned til - 15 gr. frost. Men her i DK har jeg kun fundet det et sted og der har det ikke været muligt for dem at finde ud af hvor mange -grader det beskytter mod.

    Varme hilsner
    Suzanne

    SvarSlet

Det glæder mig meget, at du har lyst til at lægge en kommentar. Tak for det :-)