Jeg er overbevist om, at Bambi er ked af, at vores feriebørn er taget hjem. Aldrig har han haft det så godt. For eksempel fik han her den anden dag serveret sin livret: ærteblomster.
Vores egne er endnu ikke så langt fremme, så vi måtte over til genboen, men når vores kommer så langt, så håber vi, at Bambis venner holder sig langt væk fra terrassen. Der har vi nemlig forsøgsvis sat vores i år. Ikke fordi rådyrene sidste år spiste alle ærteblomsterne, men de tog en pæn del og nok til, at jeg ikke kunne samle frø.
Egentlig troede jeg også, at det udelukkende var rådyrene, der havde spist blomsterne på vores ærteplanter. Derfor lagde jeg dem i vores lukkede køkkenhave og havde dem kun overdækket, indtil de kom op. En dag jeg kom ud, var der nappet af dem. Så måtte de igen dækkes over og selvom jeg senere har læst, at de kun skal beskyttes mod duer, indtil de er over 10 centimeter høje, beholder jeg nu nettet på.

Sidste år nåede jeg også at gennemspille historien om konen med æggene. Blot med en omskrivning af titlen til konen med rosenkålene. Da jeg havde sået rosenkål kom der så mange planter op, at jeg frejdigt delte ud af dem og samtidig gik og lagde planer for alle de rosenkål, vi skulle spise gennem vinteren. Det blev så ikke os, der spiste dem, men kålormene. Aldrig har jeg set så mange kålorme og det gik stærkt! Så i år har kålen været dækket over fra starten af og jeg har ingen intentioner om at tage fiberdugen af. Jeg har heller ikke gjort mig nogen som helst tanker om, hvad vi skal stille op med så mange rosen- og grønkål, for et par gange har fiberdugen løsnet sig og hvem med, hvor hurtige sådan nogle insekter er til at lægge æg. Vi venter spændt.

Det er, når dyrene gør deres indtog i haven, at jeg bliver mindet om, at haven er kultur og ikke natur. Ind i mellem må haveejeren gribe ind og ændre naturens gang. Balancegangen er ikke at gribe mere ind end højst nødvendigt og sørge for, at der også er plads til dyrene.